Sammen med Torben Lenau og hans studerende og kolleger, er jeg involveret i et interessant projekt om at udvikle biomimetiske injektionsprøjter inspirerede af stikkende arthropoder såsom myg, hvepse og tæger. Disse dyr kan stikke gennem menneskelig hud med så tynd en kanyle (mund-dele eller brod) at man ikke mærker det (især myg og tæger, bi- og hvepsestik kan man selvfølgelig mærke men det skyldes mest den medfølgende gift).
Der er derfor stort potentiale (men også store udfordringer) i at udvikle injektionsprøjter og kanyler så tynde som naturens (en myg kan jo stadigvæk suge blod gennem sit ultratynde mundapparet). For yderligere information om dette, læs den konference-artikel vi har skrevet om emnet i SPIE proceedings – Bioinspiration, Biomimetics and Bioreplication.
Lena, T. A., Hesselberg, T., Drakidis, A., Silva, P. and Gomes, S. (2017). Mosquito inspired medical needles. Proc. SPIE 10162, Bioinspiration, Biomimetics, and Bioreplication 2017, 1016208 (April 17, 2017); doi:10.1117/12.2261399.