Tre østrigske forskere giver, i ingeniørtidsskriftet Journal of Mechanical Engineering Science, deres bud på hvordan biomimetik vil have udviklet sig i 2059. Selvom artiklen i sagens natur indeholder en hel del løs spekulation giver den et foreholdsvist realistisk billede at de fremtidsmuligheder som biomimetik tilbyder, omend artiklen desværre skæmmes lidt af dårligt engelsk.
Forfatterne starter med en kort beskrivelse af hvor biomimetik befinder sig i øjeblikket og nævner blandt andet BioTRIZ og Ask Nature som lovende innovationsredskaber. Af generelle område som biomimetik formentlig vil præge i fremtiden nævnes biomekanik, robotteknologi, materiale-videnskab og produktionsmekanismer.
Efter denne vidtfavnende men overfladiske gennemgang af områder går forfatterne i dybden med hvordan biomimetik kan tænkes at være med til at løse nogle af de globale udfordringer som verdenssamfundet står over for.
Især nævnes miljø og bæredygtig udvikling som et lovende område, hvor blandt andre følgende biomimetiske opfindelser kan bidrage positivt. Biobrændstofsceller (microbial fuel cells), som kan omdanne kemisk energi til elektricitet via bakteriers metabolisme, vandopsamling og vandgenbrug i områder med vandmangel ved hjælp af inspiration fra henholdsvis ørkenplanter og kamelers næser, hvis hygrokopiske overfladestruktur fjerner vand-damp fra udåndingsluften inden den forlader kroppen, samt naturligvis drømmen om at bygge kunstige fotosyntese-fabrikker som uden forurening kan omdanne CO2 til ilt og energi.
Indenfor sundhed nævnes også selv-replikerende og selv-helende teknologier ved hjælp af rapid prototypers og inspireret fra planter, samt specifikke typer af lim fra muslinger som virker under vand og vil være særdeles brugbare i kirurgi.
Kilde: Gebeshuber, I. C., Gruber, P. og Drack, M. (2009). A gaze into the crystal ball: biomimetics in the year 2059. Proceedings of the Institution of Mechanical Engineers, Part C: Journal of Mechanical Engineering Science 223, 2899-2918.
Artiklen kan downloades her