Biomimetik i National Geographic

April nummeret af National Geographic har en yderst spændende og fascinerende artikel om biomimetik.

Artiklen indeholder blandt andet et interview med den engelske biolog Andrew Parker fra Naturhistorisk Museum i London og en beskrivelse af hans forskning i dyrs udvindelse af vand i tørre omgivelser. Han har blandt andet beskrevet, hvordan biller fra den namibiske ørken kan udtrække vand fra morgendisen ved hjælp af en kompliceret overfladestruktur af deres exoskelet. Artiklen omtaler også hans nyeste studier af et australsk agam firben (den tornede djævel), som kan lede vand fra foden op til munden via sindrige kanalsystemer i huden.

Der er også en beskrivelse af ingeniøren professor Ronald Fearing fra Universitetet i Californian, Berkeley og hans arbejde med at udvikle mikroskopiske robotfluer, hvor han gør brug af biologiske data fra studier af både spyfluer og bananfluer.

Artiklen slutter af med en interessant diskussion om, hvorfor så få biomimetiske forskningsprojekter fører til kommercielle produkter. De praktiske problemer med at udvikle færdige produkter skyldes blandt andet den utrolige kompleksitet som findes i naturen i modsætning til de forholdsvis enkle design, der benyttes i vores teknologiske produkter.

Den giver dog håb til sidst, idet konklusionen er, at udviklingen i vores teknologi gradvist vil gøre det muligt at konstruere mere og mere komplekse teknologiske produkter.

I mellemtiden kan man så glæde sig over at de fleste biomimetiske forskningsprojekter giver en dybere indsigt i de biologiske processer, der ligger til grund for projekterne.

Hele National Geographic artiklen kan i skrivende stund læses gratis fra deres hjemmeside.