Nr. 143 af BioNyt, der udkommer her i starten af det nye år, fokuserer på biomimetik. I den lange og appetitvækkende indledning nævnes en lang række af spændende biomimetiske projekter. Blandt andet nævnes udvikling af langtidsholdbare vacciner baseret på bjørnedyrs (tardigraders) evner til at overleve ekstreme udtørringer og sammenstødsforhindrende systemer til biler inspireret af græshoppesværme. Desuden nævnes forfatteren og økologen Janine Benyus og hendes ideer om biomimetik som redskab til at øge bæredygtigheden i vores teknologi.
Temanummeret har også længere mere dybdeborende artikler om biomimetiske projekter. Der gives blandt andet en detaljeret beskrivelse af bombarderbillen og μMist Systemet, som også er blevet beskrevet kort her på siden. Desuden er der en artikel om infrarøde varmesensorer, som er inspireret af biller, der lægger æg i barken af nyligt brændte træer og derfor bruger en special infrarød sensor til at lokalisere skovbrande samt artikler om små flyvende mikro-robotter baseret på fluer og andre insekter og en artikel om en ny type genanvendelig tape inspireret af insektfødder.
Til de fleste af artiklerne er der også givet kildehenvisninger omend jeg personligt finder det noget irriterende at kilderne ikke gives i selve bladet, men skal findes på den til nummeret tilhørende hjemmeside.
Men alt i alt er det et meget spændende og informativt temanummer som BioNyt har begået og det kan varmt anbefales til alle der ønsker at vide mere om biomimetik.
Som bonus er der også nogle rigtig spændende biologiske artikler blandt andet om invasive myrer og om biulven, en hvepseart som fanger og paralyserer bier som deres larver så lever af.
BioNyt – Videnskabernes Verden, som er bladets fulde titel, udgives af Foreningen af Yngre Biologer og Biologisk Forum og er det næstældste populærvidenskabelige tidsskrift, som udgives i dagens Danmark inden for almen naturvidenskab, – og det eneste af sin slags, som har international biologisk forskning og videnskab som sit kerneområde.
Bladet kører netop nu en kampagne for at skaffe flere læsere og tilbyder derfor ganske rimelige abonnementspriser – læs mere her
Godt Nytår!!!